Gone-Flyfishing.dk

                                                                                       

GF Døgnflue nr. 3

Østrig 2004

Følg med i fiskeriet på Fyn her:

Galleri

 

 

En tur på Muren

 Af Lars Rindom Jensen

Sidste år fik jeg en af mine drømme opfyldt – nemlig at fiske i Lapland langt ude på fjeldet med midnatssolen som vores eneste følgesvend. Det var en dejlig lang ferie på mine præmisser og min kæreste (Berit), som på daværende tidspunkt nok mest var min pakhest, fulgte troligt med. Det var en helt fantastisk tur og en beskrivelse af turen er i støbeskeen således I kan få del i mine oplevelser.

 

Men da dette års sommerferie skulle planlægges fik jeg desværre ikke samme chance igen. Nej nu var det ferie på bedste sol, strand, pizza og Berit vis. Turen gik til syden med sol og varme i massevis og det indbød jo egentlig ikke til fiskeri.

 

Under planlægningen forsøgte jeg at få Østrig ind som et delmål for turen - netop da der her er en skønne muligheder for noget dejligt fiskeri efter stallinger. Det blev hurtig gennemskuet af planlægningschefen (også til tider kendt som finansministeren) – men blev dog accepteret under visse forudsætninger.

 

Vi startede ud med sol og sommer i Italien hvorefter vi trak nordpå igennem Østrig hjemad. Et af de første steder vi opholdte os i Østrig var ved Afritz am See som faktisk blev et hyggeligt bekendtskab. Dette område er navngivet efter en bjergsø beliggende i den lidt nordlige del af Kernten området og her satte vi teltet op lige ned til vandkanten med den skønneste udsigt. Det var en almindelig lille campingplads hvor alting forgik i Østrigsk sommertempo - hvilket absolut ikke stresser.

 

Vi var endnu ikke kommet op i gear efter at være brændt møre på stranden i Italien men lige så stille begyndte vi at komme op i omdrejningerne. Således valgte vi en aften at leje en robåd som vi pakkede med rødvin, snacks og en smule fluestang for at få lidt motion og frisk aftenluft. Vandet var spejlblankt og overfladen vrimlede med store stimer af småfisk som nærmest fik overfladen til at koge. Luften summede af majfluer langs brinkerne men der var ingen ringende fisk. Var der overhovedet fedtfinnefisk i søen? Der blev ikke fisket så meget da der gik rødvin i turen så jeg kan heller ikke klage over resultatet – men fisk det var der. Små 100 m. fra os lettede der et fuldblods-lokomotiv af en regnbue på 1½-2 kg helt fri af den spejlblanke overflade. Det gav lidt blod på tanden til at udforske Østrig lidt nærmere – men mest af alt var det strømvandet som havde fanget min interesse. Aften blev slukket smukt af østrigske lurblæsere som højt oppe i alperne spillede solen ned i horisonten.

 

 

 

Da det som altid er en god idé at kontakte de lokale inden man fastlægger sin fiskefærd ja så gik turen også til Salzburg for at tale med indehaveren af Hursch (fluefiskegrej). Peter var en vældig flink fyr som gladelig hjalp med at vælge fiskevand efter omstændighederne. Endnu engang viser det sig at det altid kan betale sig at opsøge de lokale eller deres grejforretninger.

 

Netop omstændighederne var vigtige fordi der i en længere periode havde været en del nedbør med dertilhørende stigning i vandstanden. Dette er normalt noget de danske havørredfiskere er glade for men i Østrig er det altså forbundet med lidt komplikationer. Den høje vandstand gør det nærmest umuligt at vade da hastigheden taget i betragtning gør det ret så risikabelt at træde ud i strømmen. Jeg prøvede på et tidspunkt at vade ud til midt på låret hvilket ikke var sjovt og det tog mig det meste af 10 min at komme de 5 m. tilbage til bredden. Jeg var faktisk ret så lettet over at jeg kom i land uden at vende bunden i vejret. Ja faktisk lettet over ikke at blive skyllet ud af floden 800 km længer sydpå.

 

Men målet for fiskeriet blev floden Mur som ligger i Kernten området. Peter guidede os via kortet ned til floden og ringede i forvejen til et lille sted hvor han anbefalede os at overnatte. Vi forlod Peter i Salzburg og landede sidst på aftenen hos Hilde som bød os indenfor til mad og overnatning denne tirsdag aften – selvom tirsdag ellers er fast lukkedag. Dette var endnu engang kun en bekræftelse på østrigernes gæstfrihed og ægte interesse for de mennesker som de møder på deres vej.

 

Bilen var næsten ikke slukket inden jeg stod på den anden side af vejen hvor ”Muren” løb lige forbi. Oopps det var godt nok knald på vandhastigheden. Det stod slet ikke mål med Lapland.

 

 

Hilde sørgede for vores forplejning inkl. øl og kaffe og vi nød vores første overnatning i en rigtig seng siden vi tog hjemmefra på teltferie en god uge tidligere. Og nej, jeg fiskede ikke den første aften hvor jeg landede ved ”Muren”. Det gjorde jeg ikke af den simple grund; dagkortet kostede € 70,-!

 

Næste morgen 05.30 stod jeg med fiskestangen i hånden på den anden side af vejen.

 

En traditionel guldhovedhareørenymfe (fedt ord) blev knyttet på forfanget og jeg fandt et sted hvor jeg i knædybt næsten stillestående vand kunne få plads til bagkastet. De steder var der i øvrigt ikke mange af! Inden længe havde jeg fanget de første par små regnbuer men netop som jeg stod der og fjumrede i min morgensøvne kom jeg til at kigge ned foran fødderne på mig selv. Åh nej – hvad gør man lige når der står en +40 cm fisk så tæt på én, at fiskestangen faktisk er for lang selv hvis man klistrede fluen fast på topøjet? Jeg prøvede nogle forsigtige småkast opstrøms med det resultat at fisken naturligvis blev skræmt og trak sig 3-4 m. længere ud i vandet. Men det var jo faktisk helt fint! Nu kastede jeg så lidt længer opstrøms og var sikker på et godt drev – hvis det ikke lige var fordi at en anden fisk kom mit mål i forkøbet. Et hurtigt og desværre uskarpt billede blev taget af den lille men kønne ørred inden den røg ud igen.

 

 

Formiddagen gik slag i slag med lidt fisk hist og her men ved 1-tiden meldte sulten sig for alvor og jeg vendte rundt og gik op til vores ”Gasthoff” hos Hilde.

 

Efter en bette pause (og den er altid lille når dagkortene koster € 70,-) kørte jeg længere opstrøms og fandt et rigtig dejligt og langt stræk med et lidt mindre fald og dermed også lavere hastighed på vandet. Det blev her at jeg virkelig fik noget for mit dagkort.

 

Dagen igennem fangede jeg såvel stallinger, bækørreder og regnbuer. De absolut 2 bedste fisk var stallinger på lige omkring 45 cm. Billeder er der ikke så mange af men lillemor fik taget et par stykker som I kan se herunder.

 

 

 

 

Dagens højdepunkt var dog i skumringen hvor en sort Wolly Bugger virkelig tog fisk fra i en fart. Regnbuer og bækørreder stod nærmest i kø for at bide i min stakkels flue hvilket resulterede i mindst 10 fisk på 30-40 min.

 

Der findes pakkeløsninger i Østrig hvor man får adgang til fiskeriet lidt billigere men generelt er det efter danske forhold uhørt dyrt. Men der er andre ting som gør Østrig til et godt rejse og fiskemål: Østrig er fantastisk smuk med en ægte gæstfrihed som man sjældent ser. Maden er billigere end i Danmark og overnatningen kostede os €32 pr person inkl. morgenmad.

 

Samtidig kan det anbefales at bruge et par dage i Wien som en ufattelig smuk by som efter min mening ikke ses andre steder i Europa.

 

Kører du til Sydeuropa så kør igennem Østrig og nyd naturen, fiskeriet, maden og ikke mindst gæstfriheden.

 

 
Send e-mail til lars@gone-flyfishing.dk eller holger@gone-flyfishing.dk med spørgsmål eller kommentarer om dette Web-sted.  
Copyright © 2004 Gone-flyfishing.dk
Senest opdateret: 29. July 2006